Frøer og tudser

Løvfrø

Den lille lysegrønne løvfrø med sugekopper på fødderne er en succeshistorie. Takket være en ihærdig indsats af Storstrøms Amt ved biolog Kåre Fog og velvillige landmænd er det lykkedes at skabe Danmarks næststørste bestand af løvfrøer på Vestlolland. Lolland Kommune har meget fokus på at fortsætte denne succes. Løvfrøernes kvækken er berømt, da den kan høres på lang afstand på lune forårsaftener. Der er mange steder man kan høre løvfrøer, men branddammen i Tårs og vandhuller ved Frederiksdal er fine steder. Syd for fjorden kan man især høre og se den ved Ridderstofte, Høkke Sø, branddammen i Kappel og Næsby Strand.

Grønbroget tudse

Den grønbrogede tudse, der også kaldes fløjtetudse, da dens kvækken lyder som en lav fløjtende trillen, elsker varme. Derfor findes den mest i Sydøstdanmark, hvor vi har landets mildeste klima. Den findes hist og her og ofte i nærheden af bygninger. Den vil meget gerne ind i drivhuse og garager, så det er ofte her man for alvor lægger mærke til den. Mønsteret er flot og minder mest om en militæruniform. Den grønbrogede tudse er i tilbagegang, da den ikke tåler at dens vandhuller vokser til. De skal helst have skrå kanter uden høj bevoksning. Enehøje og Slotø er ét af de steder, hvor man med rimelig sikkerhed kan opleve fløjtetudser. På Slotø kan man ofte om sommeren opleve et mylder af små og større tudser ved ruinen, Engelsborg.

Strandtudse

Strandtudsen er én af de padder, der er meget truet, da dens foretrukne vandhuller er lavvandede lavninger eller pytter, som tørrer ud hen på sommeren. Dem er der ikke mange tilbage af, da sådanne steder ofte drænes væk. Et af de største problemer, der kan opstå for tudserne og frøerne er, at der kan blive for langt mellem bestandene. Dette bevirker, at padderne ikke kan udveksle gener med nærmeste bestand. Der sker indavl og de uddør. I Nakskov Fjord er vi så heldige, at have Østdanmarks største bestand af strandtudser. De findes i stort set alle søerne på Albuen, og der kan opleves en imponerende højlydt skurrende kvækken på lune forårsaftener eller nogen gange endda midt på dagen.

Grøn frø

Den grønne frø findes i næsten alle rimeligt rene vandhuller og er ofte talrig i byens gadekær. Den kvækker især om aftenen, men kan også høres om dagen. Det karakteristisk "kvaaaark" stammer fra en grøn frø.

Springfrø

Springfrøen, der er lysebrun, ser man ikke meget til. Den lever en diskret tilværelse, men er alligevel ganske almindelig. Parringen foregår ofte i marts måned, men man hører sjældent frøerne, da det foregår på bunden af søerne med en lav kvækken. Springfrøerne vandrer meget omkring, så man kan møde dem alle steder.

På Lolland har vi to arter af brune frøer - Springfrø og Spidssnudet frø. De kan variere meget i farverne og er svære at kende fra hinanden. Hvis du vil bestemme dem, så kan det anbefales at tjekke detaljer som fremgår af felthåndbogen på Naturbasen.

Spidssnudet frø

Spidssnudet frø findes hist og her på Vestlolland, men klarer sig dårligt i det dyrkede landskab, så den skal overvejende findes i større moseområder.

Løgfrø

Løgfrøen er meget sjælden og findes kun i få vandhuller på Lolland. Parringen foregår altid på bunden af søerne. Den er meget lav og lyder mest, som når man slår med tungen mod ganen. Da man gerne vil overvåge bestanden bruges undervandsmikrofoner ofte, når man skal lytte efter løgfrøer, idet man ellers ikke kan høre dem ordentligt.

Skrubtudse

Skrubtudserne ser vi ikke så meget til, da de godt kan leve en anonym tilværelse. De findes heller ikke i så mange vandhuller, da de ofte er tabere i kampen med andre tudser og frøer om pladsen i vandhullet eller haletudserne ædes af stor vandsalamander. Imidlertid er deres larver i modsætning til de fleste andre padder giftige for fisk, så de kan klare sig bedre i større vandhuller, hvor der er fisk. Skrubtudser kendes bedst fra de andre tudsearter på at de stort set er ensfavede. Hannerne har ingen kvækkepose, så lyden kan ikke høres ret langt væk.

Lille vandsalamander

Lille vandsalamander er ret almindelig og findes i de fleste mindre vandhuller. Disse skal dog have solbeskinnede vandarealer, og andehold eller fisk kan være meget skadeligt for arten, som det iøvrigt er tilfældet med de fleste padder. Overgødskning kan også udgøre et stort problem. Den lille vandsalamander overvintrer ofte i huller og mellem blade, og det er ikke ualmindeligt at møde voksne dyr i en bunke blade eller når kompostbunken tømmes. De vokne dyr er stort set kun i vandhullet under parringen og først på sommeren. Allerede i juli begynder de første dyr at gå på land. Længden på lille vandsalamander er 6-10 cm, både krop og hale. Overfarven er oftest lysebrun.

Stor vandsalamander

Den store vandsalamander findes i det meste af Danmark, men er ikke så almindelig som lille vandsalamander. Man mener den findes i 10-30% af vandhullerne på Vestlolland. Krop og hale måler 10-16 cm, så den er noget større end den lille vandsalamander. Overfarven er oftest mørkebrun / sort.

Almindelig firben

Almindeligt firben eller skovfirbenet som det også kaldes findes mange steder i skove, enge og moser, men man skal have øjnene med sig for at opdage det godt camouflerede dyr. Man kan især opdage det almindelige firben, når det om foråret og om morgenen sætter sig på træstammer, sten o.lign. for at varme kroppen op. Længden er omkring 18 cm incl. hale. Det noget større markfirben findes så vidt vides ikke på Vestlolland, men er der nogen af læserne, der observerer markfirben alligevel, så er observationerne af interesse. Almindeligt firben føder i modsætning til markfirben levende unger. Almindeligt firben er talrige på Albuen.

Snog

Snogen kan vi opleve hist og her. Den kræver et varieret landskab for at trives og helst i nærheden af moser og vandhuller i skove med varme skråninger. Ved Naturpark Nakskov Fjord støder vi jævnligt på snoge ved digegravene. Snogen kan variere en del i udseende, men de danske snoge er overvejende sorte / sortgrå med gule nakkepletter. Snogen er i tilbagegang mange steder, da de varierede landskabstyper forsvinder, og padderne, der udgør en stor del af føden for voksne individer, er også truede. Snogen er fredet i alle livsstadier. Hugorme kendes ikke med sikkerhed fra Vestlolland.

Stålorm

Stålorme findes især i skovene, hvor de er ganske almindelige, selvom man sjældent ser meget til dem, men de kan ofte findes i rådne træstubbe, brædder eller i bladbunker ved skovveje. Herfra kan krybe ud på de opvarmede skovveje og sole sig. Længden på stålorme er 25-40 cm. Til trods for det slangelignende udeseende er de helt ufarlige og lever mest af snegle og regnorme. Stålorme er fredet, men må i begrænset omfang indsamles til studier og forskning.